Author Archive for admin

Hvis du venter længe nok …

”Hvis du venter længe nok, kan du blive konge af Sverige.”

Ordsproget blev forleden genopfrisket af en god bekendt. En underfundig mand, der ikke skilter med sin visdom, og som smågrinede, da jeg udbrød, at det netop nu må være nemmere end nogensinde.
Svenskekongen er jo i modvind, fordi han muligvis har kigget på nogle bare piger.
”Måske har han lige villet se, hvordan de så ud,” mente min bekendt, hvem sagen ikke kunne ophidse. Selv har jeg det på samme måde, men jeg ser nogle politiske muligheder i den.

Genoplivelse af Kalmar Unionen.
Unionen (1397-1523) blev skabt af dronning Margrethe den 1, som med et snuptag blev hersker over både Danmark, Norge og Sverige. De svenske stormænd ville nemlig af med kong Albrecht, der, som Palle Lauring har formuleret det, ”teede sig uheldigt og uklogt.”
Det samme kan siges om Carl 16. Gustav, mens vor egen Margrethe altid har optrådt høvisk.
Norske Kong Harald 5. er – ligesom Margrethe – af huset Glücksburg, og da hans forfædre blev hentet i Danmark, bør han vige pladsen uden vrøvl.

Dronningens første opgave bliver en oprydning i Sverige.
En gentagelse af det stockholmske blodbad som Kristian 2-tal satte i værk i november 1520, er nok at gå for vidt, og vil erfaringsmæssigt skade unionstanken.
Men den serbiske hallunk der truer med fotos af kong Carl, bør (sådan lidt diskret) have besked på at rubbe sig hjem til Balkan, hvis ikke der skal falde brænde ned, og pigebørn, der forsøger at skandalisere kongehuset, piskes nøgne af by.
Med de ting til en side, kan vi kaste et blik på de økonomiske muligheder.

Jeg har slået til lyd for et salg af Vendsyssel som løsning på vore finansielle udfordringer. 2000 millarder fra Kina ville sikre både efterløn og mange års velfærd på 1. klasse. For vendelboerne ville det betyde fuld beskæftigelse i de kinesiske sweatshops og øget sundhed, da lønnen ville diktere en kost med mindre sul og mere grønlangkål.
Alligevel har salgstanken ikke fænget blandt vore ellers så højtråbende politikere. Jeg skal derfor (helt bortset fra de norske oliemilliarder)anvise en anden udvej:

Øresundstolden genindføres.
Den blev i 1420’erne opfundet af Margrethes protege, Erik af Pommern og forudsætter besiddelse af begge kyster, hvilket vil ske ved Margrethes svenske tronbestigelse.
Det har undret mig, at sure hollændere og hanseater ikke bare smuttede gennem Lille- eller Storebælt, hvad de måske også har gjort. Men den går ikke længere. Fra broerne kan man nemt holde øje med eventuelle gratister.
Tolden blev afskaffet i 1857 mod en erstatning på 33,5 mio. rigsdaler fra en række søfartsnationer. Brasilien har endnu ikke betalt sin andel, så folkeretligt må man have et godt argument.
”Nå, det skal være på den måde, så …”

Vil EU brokke sig?
Det kan vi springe op og falde ned på – ligesom med dele af vandrammedirektivet, som vor miljøminister (Ja. miljøminister!) med et pennestrøg udsatte i 12 år for de forarmede danske landmænd, der må nøjes med sølle ni milliarder kroner i årlig støtte.
I øvrigt vil en genindført Øresundstold lægge sig smukt i forlængelse af vor generelle mistænkeliggørelse af udlændinge og vor traktatstridige genindførelse af grænsebomme, som svar på et problem, der bedre lod sig løse ved politikontrol på de sydjyske rastepladser og de polske loppemarkeder.
Så på med vanten Margrethe!
Go for it!

Nogle er mere lige end andre

I 1945 udgav den britiske forfatter George Orwell sin roman ”Animal Farm” (”Kammerat Napoleon”) - et billede på den russiske revolution og Stalin-æraen. Han fortæller om en gård, hvor dyrene fordriver den herskende (menneske)klasse.

På ladegavlen slås fast, at ”Alle dyr er lige”, men lidt efter lidt overtager svinene styringen, og en dag hedder det ” - men nogle dyr er mere lige end andre”.

5. maj behandlede Folketinget et forslag fra Enhedslisten, vedrørende pensionsalderen for MF’er. 

Continue reading ‘Nogle er mere lige end andre’

Arla og Hirtshals

Mejerigiganten Arla lukker nu den tidligere konkurrent, Hirtshals Mejeri, og sender maskinerne bort.Det er Arla i sin gode ret til at gøre.Omvendt er de forbrugere, som misbilliger gigantens fremfærd, i deres gode ret til at opdrage Arla, hvilket kan gøres forholdsvis nemt. Continue reading ‘Arla og Hirtshals’

Sælg Vendsyssel

Den politiske tumult om efterløn og velfærd er ligeså ynkelig, som den er overflødig. Riget fattes penge, og de ansvarlige burde selv have set løsningen:

Sælg Vendsyssel.

Men man kan da ikke …!

Selvfølgelig kan man det.

Pantsatte man ikke Fyn og Jylland til de holstenske grever omkring 1330?

Legede man ikke med tanken om optagelse i Det Tyske Forbund i 1864?

Blev De Vestindiske Øer ikke solgt til USA i 1917?

Så lad os smide fløjlshandskerne og se på, hvad et salg af områderne nord for Limfjorden kan indbringe.

St. Jan, St. Croix og St. Thomas skæppede i statskassen med 25 mio. dollar, og vi får ekstra bang for the buck, da dollarkursen siden er steget fra 2,84 til 5,51. Pristallet (1900 = 100) er i samme periode vokset fra 191 til 6432, så i nutidskroner ville provenuet for de tre caribiske øer være omkring 4,7 milliarder. Vendsyssel og Thy er godt 13 gange større (4686 kvadratkilometer mod 346), så udgangspunktet bliver på det grundlag omkring 63 mia. kr.

Men det er langtfra nok:

En by, en egn eller et land er dybest set summen af de mennesker, der bor der – målt ikke alene i antal, men på initiativ, handlekraft og selvværd, og i den disciplin rangerer vendelboerne højt over os almindelige danskere og tårnhøjt over de sorte plantagearbejdere, som i 1917 blev overdraget til USA.

Vendelboerne roser sig blandt andet af at have anstiftet oprøret mod Knud den Hellige, som de forfulgte helt til Odense, før de 10. juli 1086 tog livet af ham i Albani Kirke. Senere førte de med mindre held an i oprøret mod Kong Christoffer. Festen sluttede 6. juni 1441 på St. Jørgensbjerg, hvor de rebelske bønder blev hakket i smadder. Folkevisen fortæller at ”Først flygtede de Morsingboere og så de Forræddere fra Thy, efter dem stod de Vendelboer, de vilde ikke fly.”

Vi har altså at gøre med en stolt befolkning, der gerne siger monarkiet farvel. Sætter vi selvværds-koefficienten til 8,0, ender vi med en pris på 500 milliarder kroner.

Gevinsten bliver imidlertid større endnu:

Dansk Folkeparti har begæret en beregning af, hvad indvandrerne koster det danske samfund. Lignende krav er ikke fremsat med hensyn til andre befolkningsgrupper, ej heller vendel- og thyboer, men man må formode, at de som en del af udkantdanmark udgør en driftsmæssig belastning, som afløftes ved et salg. Og salget kan gennemføres med største lethed, for Kina, som allerede finansierer det amerikanske budgetunderskud, vil givetvis betale godt for et fodfæste i kanten af EU. Forholdsvis langt mere, end USA i 1917 betalte for øerne. 2000 milliarder kroner forekommer ikke urealistisk.

Vi står altså med en win-win-situation og et facit, der så rigeligt dækker restdanmarks efterløn og kernevelfærd i mange årtier frem.

Men er et salg ikke synd for vendelboerne?

Nej! Tværtimod.

De slipper af med dronningen helt uden blodsudgydelse, og tusinder af kinesiske sweatshops, vil sikre fuld beskæftigelse nord for Limfjorden, især hvis man efter kinesisk tradition vælger at opføre en grænsemur. Lønningerne vil ligge under det vante niveau, så livremmen må spændes ind med et hul eller to. Men en kost bestående af mindre sul og mere grønlangkål vil kun forbedre vendelboernes generelle sundhedstilstand.

Salget vil betyde afsked med fremtrædende danskere som Niels Hausgaard, Ole Stavad og Lene Espersen, javel. Men også de vil vinde ved forandringen og har tillige meget at tilbyde deres ny fædreland.

Niels Hausgaard kan fortælle sine gamle vittigheder til et nyt publikum.

Ole Stavad kan bidrage med detailreguleringer, omfordelinger og afgifter til sine 1,3 milliarder nye landsmænd. (Alene en afgift på spisepinde kunne finansiere kinesernes køb af Vendsyssel.)

Og Lene Espersen, der har mistet lidt af sin danske stråleglans, men bevaret sin helgenstatus i Hirtshals, vil få adgang til masser af gallamiddage. Med en smule behændighed kan hun givetvis finde sponsorer til de afgiftsbelagte spisepinde. Ja måske kan hun endda få vippet den kinesiske udenrigsminister af pinden.

Hvilke Limfjordsøer skal indgå i salget?

Som udgangspunkt må Fur med sit mikrobryggeri og sine rige forekomster af moler og geologiske fund forblive på danske hænder ligesom Livø og Egholm. Mors må med i handelen som kompensation for Skagens Gren, der forbliver dansk. Skagen by sælges fra, hvilket gør Kina-rejser overkommelige såvel for stamklientellet af velsituerede Hellerup-borgere som for pøbelen.

Uligheden i Danmark mindskes altså, hvad Rød Blok vil værdsætte.

Blå Blok kan – hvis den handler hurtigt – nå at gennemføre salget og høste de politiske laurbær.

Danskernes velfærd sikres.

Vendelboerne bliver slanke, sunde og fuldt beskæftiget.

Kineserne får tættere bånd til EU.Det sætter gang i hjulene her.

Ødsle grækere, naive irere, hjælpeløse italienere, spaniere og portugisere vil se gældskriserne forsvinde som dug for solen.

Win-win-win-win.

Hvad venter vi på?

Kidnappede prinsesser

Anledning:Østjyllands Færdeslssikkerhedsudvalgs klage over ødelagt kampagnemateriale.Normalt sympatiserer jeg ikke med tyve og hærværksmænd, men jeg må gøre en undtagelse, når jeg i Randers Amtsavis tirsdag 26. april læser om “de små prinser og prinsesser, der i disse uger står og pryder vejkanten,” indtil de bliver stjålet eller ødelagt.Vore vejkanter tynges af skilte hvoraf halvdelen er overflødige. Hvis vejen drejer blot 10 grader, plastres rabatten til med rød/hvide pile. Hertil kommer en stedse voksende kratskov af forbuds-, påbuds- og advarselstavler. På den en gang smukke landevej mellem Hadsund og Mariager, kan man snart ikke se fjorden for kulørt jernskrot - anbragt af myndigheder, der uafladeligt klynker over mangel på penge.(I Nordjylland blev vi for nogle år siden plaget med distraherende skilte med “engle”. De lignede spaghettistumper, som flød i tomatsuppe.)Nu slutter “Østjyllands Færdselssikkerhedsudvalg” sig til vanviddet. De kvalmtsøde små prinser og prinsesser, som - for 127. gang skal minde os om vores “ansvar” -  får vore veje til at ligne en mellemting mellem Disneyland og et loppemarked. Jytte Nørup og hendes kolleger burde bruge kræfterne (og de 300.000 kroner) på at fjerne overflødig skiltning og gengive trafikanterne muligheden for nu og da at tænke selv - en disciplin, der efterhånden er glemt under en regering, som kalder sig liberal, men som har udviklet sig til en regel- og forbudsfabrik, vi var bedre tjent uden.Jytte Nørup & Co. har “kun en million kroner om året til kampagner”, så: “Der kommer ikke nye prinser og prinsesser til at erstatte de stjålne og ødelagte.“Tak for det!

Irsk forstuvning

Jeg besøgte Irland i 1978 og igen i 1980 og fandt irerne blandt de venligste mennesker, jeg har mødt - en førsteplads de deler med tyrkerne.Sympatien for irerne er aftaget siden da. Continue reading ‘Irsk forstuvning’

Ævl

DANSKERNE ER TRÆTTE AF ÆVL.
Budskabet fremsattes forleden i Den Berlingske Avis af vicestatsminister Lene Espersen fra hendes sommerresidens på Færøerne.
Må jeg foreslå, at hun selv lægger for?

Continue reading ‘Ævl’

Tema, teori og tåbelighed

FAGBLADET JOURNALISTEN HAR VIST, hvordan de regionale aviser forsømmer at benytte den flugtvej, de selv har afstukket ud af års elendighed:
Brug mere Net og stof fra hinanden - især det landsdækkende.
Vejen blåstemples af en medieforsker, og det kan undre,
Continue reading ‘Tema, teori og tåbelighed’

Bekymret? Ikke jeg!

MIN 14-ÅRIGE DATTERS VÆRELSE henlå igen i kaos, og da hun var rejst på ferie med sin mor, så jeg mig nødsaget til at rydde op.

I en af bunkerne lå et kulørt blad med et afkrydset skema, hvor man kunne teste sig selv med hensyn til sprut, fester, drenge, rygning og den slags.

Nogle sekunder kæmpede jeg imod, Continue reading ‘Bekymret? Ikke jeg!’

Kniven, citronen og den sunde fornuft

FLAMMEN OG CITRONEN - filmen, De ved - drev min søn og mig i biografen. Efter alt, hvad jeg har læst, giver den næppe et helt realistisk billede af  besættelsesårene, men som indgang for en historieløs generation kan den nok have værdi ud over underholdningen.

Den gav mig impulsiv lyst til at skyde nogle tyskere. Continue reading ‘Kniven, citronen og den sunde fornuft’