Archive for the 'Globalisering' Category

Hvis du venter længe nok …

”Hvis du venter længe nok, kan du blive konge af Sverige.”

Ordsproget blev forleden genopfrisket af en god bekendt. En underfundig mand, der ikke skilter med sin visdom, og som smågrinede, da jeg udbrød, at det netop nu må være nemmere end nogensinde.
Svenskekongen er jo i modvind, fordi han muligvis har kigget på nogle bare piger.
”Måske har han lige villet se, hvordan de så ud,” mente min bekendt, hvem sagen ikke kunne ophidse. Selv har jeg det på samme måde, men jeg ser nogle politiske muligheder i den.

Genoplivelse af Kalmar Unionen.
Unionen (1397-1523) blev skabt af dronning Margrethe den 1, som med et snuptag blev hersker over både Danmark, Norge og Sverige. De svenske stormænd ville nemlig af med kong Albrecht, der, som Palle Lauring har formuleret det, ”teede sig uheldigt og uklogt.”
Det samme kan siges om Carl 16. Gustav, mens vor egen Margrethe altid har optrådt høvisk.
Norske Kong Harald 5. er – ligesom Margrethe – af huset Glücksburg, og da hans forfædre blev hentet i Danmark, bør han vige pladsen uden vrøvl.

Dronningens første opgave bliver en oprydning i Sverige.
En gentagelse af det stockholmske blodbad som Kristian 2-tal satte i værk i november 1520, er nok at gå for vidt, og vil erfaringsmæssigt skade unionstanken.
Men den serbiske hallunk der truer med fotos af kong Carl, bør (sådan lidt diskret) have besked på at rubbe sig hjem til Balkan, hvis ikke der skal falde brænde ned, og pigebørn, der forsøger at skandalisere kongehuset, piskes nøgne af by.
Med de ting til en side, kan vi kaste et blik på de økonomiske muligheder.

Jeg har slået til lyd for et salg af Vendsyssel som løsning på vore finansielle udfordringer. 2000 millarder fra Kina ville sikre både efterløn og mange års velfærd på 1. klasse. For vendelboerne ville det betyde fuld beskæftigelse i de kinesiske sweatshops og øget sundhed, da lønnen ville diktere en kost med mindre sul og mere grønlangkål.
Alligevel har salgstanken ikke fænget blandt vore ellers så højtråbende politikere. Jeg skal derfor (helt bortset fra de norske oliemilliarder)anvise en anden udvej:

Øresundstolden genindføres.
Den blev i 1420’erne opfundet af Margrethes protege, Erik af Pommern og forudsætter besiddelse af begge kyster, hvilket vil ske ved Margrethes svenske tronbestigelse.
Det har undret mig, at sure hollændere og hanseater ikke bare smuttede gennem Lille- eller Storebælt, hvad de måske også har gjort. Men den går ikke længere. Fra broerne kan man nemt holde øje med eventuelle gratister.
Tolden blev afskaffet i 1857 mod en erstatning på 33,5 mio. rigsdaler fra en række søfartsnationer. Brasilien har endnu ikke betalt sin andel, så folkeretligt må man have et godt argument.
”Nå, det skal være på den måde, så …”

Vil EU brokke sig?
Det kan vi springe op og falde ned på – ligesom med dele af vandrammedirektivet, som vor miljøminister (Ja. miljøminister!) med et pennestrøg udsatte i 12 år for de forarmede danske landmænd, der må nøjes med sølle ni milliarder kroner i årlig støtte.
I øvrigt vil en genindført Øresundstold lægge sig smukt i forlængelse af vor generelle mistænkeliggørelse af udlændinge og vor traktatstridige genindførelse af grænsebomme, som svar på et problem, der bedre lod sig løse ved politikontrol på de sydjyske rastepladser og de polske loppemarkeder.
Så på med vanten Margrethe!
Go for it!

Sælg Vendsyssel

Den politiske tumult om efterløn og velfærd er ligeså ynkelig, som den er overflødig. Riget fattes penge, og de ansvarlige burde selv have set løsningen:

Sælg Vendsyssel.

Men man kan da ikke …!

Selvfølgelig kan man det.

Pantsatte man ikke Fyn og Jylland til de holstenske grever omkring 1330?

Legede man ikke med tanken om optagelse i Det Tyske Forbund i 1864?

Blev De Vestindiske Øer ikke solgt til USA i 1917?

Så lad os smide fløjlshandskerne og se på, hvad et salg af områderne nord for Limfjorden kan indbringe.

St. Jan, St. Croix og St. Thomas skæppede i statskassen med 25 mio. dollar, og vi får ekstra bang for the buck, da dollarkursen siden er steget fra 2,84 til 5,51. Pristallet (1900 = 100) er i samme periode vokset fra 191 til 6432, så i nutidskroner ville provenuet for de tre caribiske øer være omkring 4,7 milliarder. Vendsyssel og Thy er godt 13 gange større (4686 kvadratkilometer mod 346), så udgangspunktet bliver på det grundlag omkring 63 mia. kr.

Men det er langtfra nok:

En by, en egn eller et land er dybest set summen af de mennesker, der bor der – målt ikke alene i antal, men på initiativ, handlekraft og selvværd, og i den disciplin rangerer vendelboerne højt over os almindelige danskere og tårnhøjt over de sorte plantagearbejdere, som i 1917 blev overdraget til USA.

Vendelboerne roser sig blandt andet af at have anstiftet oprøret mod Knud den Hellige, som de forfulgte helt til Odense, før de 10. juli 1086 tog livet af ham i Albani Kirke. Senere førte de med mindre held an i oprøret mod Kong Christoffer. Festen sluttede 6. juni 1441 på St. Jørgensbjerg, hvor de rebelske bønder blev hakket i smadder. Folkevisen fortæller at ”Først flygtede de Morsingboere og så de Forræddere fra Thy, efter dem stod de Vendelboer, de vilde ikke fly.”

Vi har altså at gøre med en stolt befolkning, der gerne siger monarkiet farvel. Sætter vi selvværds-koefficienten til 8,0, ender vi med en pris på 500 milliarder kroner.

Gevinsten bliver imidlertid større endnu:

Dansk Folkeparti har begæret en beregning af, hvad indvandrerne koster det danske samfund. Lignende krav er ikke fremsat med hensyn til andre befolkningsgrupper, ej heller vendel- og thyboer, men man må formode, at de som en del af udkantdanmark udgør en driftsmæssig belastning, som afløftes ved et salg. Og salget kan gennemføres med største lethed, for Kina, som allerede finansierer det amerikanske budgetunderskud, vil givetvis betale godt for et fodfæste i kanten af EU. Forholdsvis langt mere, end USA i 1917 betalte for øerne. 2000 milliarder kroner forekommer ikke urealistisk.

Vi står altså med en win-win-situation og et facit, der så rigeligt dækker restdanmarks efterløn og kernevelfærd i mange årtier frem.

Men er et salg ikke synd for vendelboerne?

Nej! Tværtimod.

De slipper af med dronningen helt uden blodsudgydelse, og tusinder af kinesiske sweatshops, vil sikre fuld beskæftigelse nord for Limfjorden, især hvis man efter kinesisk tradition vælger at opføre en grænsemur. Lønningerne vil ligge under det vante niveau, så livremmen må spændes ind med et hul eller to. Men en kost bestående af mindre sul og mere grønlangkål vil kun forbedre vendelboernes generelle sundhedstilstand.

Salget vil betyde afsked med fremtrædende danskere som Niels Hausgaard, Ole Stavad og Lene Espersen, javel. Men også de vil vinde ved forandringen og har tillige meget at tilbyde deres ny fædreland.

Niels Hausgaard kan fortælle sine gamle vittigheder til et nyt publikum.

Ole Stavad kan bidrage med detailreguleringer, omfordelinger og afgifter til sine 1,3 milliarder nye landsmænd. (Alene en afgift på spisepinde kunne finansiere kinesernes køb af Vendsyssel.)

Og Lene Espersen, der har mistet lidt af sin danske stråleglans, men bevaret sin helgenstatus i Hirtshals, vil få adgang til masser af gallamiddage. Med en smule behændighed kan hun givetvis finde sponsorer til de afgiftsbelagte spisepinde. Ja måske kan hun endda få vippet den kinesiske udenrigsminister af pinden.

Hvilke Limfjordsøer skal indgå i salget?

Som udgangspunkt må Fur med sit mikrobryggeri og sine rige forekomster af moler og geologiske fund forblive på danske hænder ligesom Livø og Egholm. Mors må med i handelen som kompensation for Skagens Gren, der forbliver dansk. Skagen by sælges fra, hvilket gør Kina-rejser overkommelige såvel for stamklientellet af velsituerede Hellerup-borgere som for pøbelen.

Uligheden i Danmark mindskes altså, hvad Rød Blok vil værdsætte.

Blå Blok kan – hvis den handler hurtigt – nå at gennemføre salget og høste de politiske laurbær.

Danskernes velfærd sikres.

Vendelboerne bliver slanke, sunde og fuldt beskæftiget.

Kineserne får tættere bånd til EU.Det sætter gang i hjulene her.

Ødsle grækere, naive irere, hjælpeløse italienere, spaniere og portugisere vil se gældskriserne forsvinde som dug for solen.

Win-win-win-win.

Hvad venter vi på?

Bekymret? Ikke jeg!

MIN 14-ÅRIGE DATTERS VÆRELSE henlå igen i kaos, og da hun var rejst på ferie med sin mor, så jeg mig nødsaget til at rydde op.

I en af bunkerne lå et kulørt blad med et afkrydset skema, hvor man kunne teste sig selv med hensyn til sprut, fester, drenge, rygning og den slags.

Nogle sekunder kæmpede jeg imod, Continue reading ‘Bekymret? Ikke jeg!’

Sopik

MAN SIGER, at Verden bliver mindre og mindre, og noget er der om snakken. Tv-glimt fra Kabul, Rio eller Adelaide kunne lige så vel være skudt et sted i Viby eller Hasle. Vi supersizer os med de samme burgers, ætser emaljen af tænderne med den samme cola. Continue reading ‘Sopik’