Archive for the 'Trafik' Category

Hvis du venter længe nok …

”Hvis du venter længe nok, kan du blive konge af Sverige.”

Ordsproget blev forleden genopfrisket af en god bekendt. En underfundig mand, der ikke skilter med sin visdom, og som smågrinede, da jeg udbrød, at det netop nu må være nemmere end nogensinde.
Svenskekongen er jo i modvind, fordi han muligvis har kigget på nogle bare piger.
”Måske har han lige villet se, hvordan de så ud,” mente min bekendt, hvem sagen ikke kunne ophidse. Selv har jeg det på samme måde, men jeg ser nogle politiske muligheder i den.

Genoplivelse af Kalmar Unionen.
Unionen (1397-1523) blev skabt af dronning Margrethe den 1, som med et snuptag blev hersker over både Danmark, Norge og Sverige. De svenske stormænd ville nemlig af med kong Albrecht, der, som Palle Lauring har formuleret det, ”teede sig uheldigt og uklogt.”
Det samme kan siges om Carl 16. Gustav, mens vor egen Margrethe altid har optrådt høvisk.
Norske Kong Harald 5. er – ligesom Margrethe – af huset Glücksburg, og da hans forfædre blev hentet i Danmark, bør han vige pladsen uden vrøvl.

Dronningens første opgave bliver en oprydning i Sverige.
En gentagelse af det stockholmske blodbad som Kristian 2-tal satte i værk i november 1520, er nok at gå for vidt, og vil erfaringsmæssigt skade unionstanken.
Men den serbiske hallunk der truer med fotos af kong Carl, bør (sådan lidt diskret) have besked på at rubbe sig hjem til Balkan, hvis ikke der skal falde brænde ned, og pigebørn, der forsøger at skandalisere kongehuset, piskes nøgne af by.
Med de ting til en side, kan vi kaste et blik på de økonomiske muligheder.

Jeg har slået til lyd for et salg af Vendsyssel som løsning på vore finansielle udfordringer. 2000 millarder fra Kina ville sikre både efterløn og mange års velfærd på 1. klasse. For vendelboerne ville det betyde fuld beskæftigelse i de kinesiske sweatshops og øget sundhed, da lønnen ville diktere en kost med mindre sul og mere grønlangkål.
Alligevel har salgstanken ikke fænget blandt vore ellers så højtråbende politikere. Jeg skal derfor (helt bortset fra de norske oliemilliarder)anvise en anden udvej:

Øresundstolden genindføres.
Den blev i 1420’erne opfundet af Margrethes protege, Erik af Pommern og forudsætter besiddelse af begge kyster, hvilket vil ske ved Margrethes svenske tronbestigelse.
Det har undret mig, at sure hollændere og hanseater ikke bare smuttede gennem Lille- eller Storebælt, hvad de måske også har gjort. Men den går ikke længere. Fra broerne kan man nemt holde øje med eventuelle gratister.
Tolden blev afskaffet i 1857 mod en erstatning på 33,5 mio. rigsdaler fra en række søfartsnationer. Brasilien har endnu ikke betalt sin andel, så folkeretligt må man have et godt argument.
”Nå, det skal være på den måde, så …”

Vil EU brokke sig?
Det kan vi springe op og falde ned på – ligesom med dele af vandrammedirektivet, som vor miljøminister (Ja. miljøminister!) med et pennestrøg udsatte i 12 år for de forarmede danske landmænd, der må nøjes med sølle ni milliarder kroner i årlig støtte.
I øvrigt vil en genindført Øresundstold lægge sig smukt i forlængelse af vor generelle mistænkeliggørelse af udlændinge og vor traktatstridige genindførelse af grænsebomme, som svar på et problem, der bedre lod sig løse ved politikontrol på de sydjyske rastepladser og de polske loppemarkeder.
Så på med vanten Margrethe!
Go for it!

Mig og min MG

DET VAR DA JEG SÅ DATOEN på min avis, 20. marts, det gik op for mig, at det var 29-årsdagen for mit første bilkøb.

En M.G.B. årgang 1965, hvis forrige ejer, en elektrikerlærling fra Åbenrå, havde dækket den dybrøde originalfarve med en skrigende orange fra Ford. Continue reading ‘Mig og min MG’