Hestetern og hjørnemælk

JEG SÅ EN TV-REKLAME forleden. En pige slog kridtstreger på en glasrude, mens en dyb mandsstemme meddelte at »it all starts, when you sleep«. Hvad præcis, der startede, fik jeg ikke på det rene, men søvnen skulle finde sted på en blåternet madras, der i øvrigt ikke er engelsk, men lige så svensk som min bil - og lige så dyr.

MINE TANKER GLED RETUR til seneste årsskifte, da en fjeder efter 25 år fik sig gnavet gennem betrækket på min madras og ind i min ryg. Pinen »started when I tried to sleep«, og da jeg vendte madrassen, kom jeg i tanker om, at det samme var sket før, og at jeg nu var nødsaget til at købe nyt.

Derpå gled mine tanker tilbage til august 1957, da jeg blev sendt i skole.

JEG VAR SEKS ÅR, og det var i Valdemarsgade. Drengeskole med pigeskolen liggende bag en grågul mur. Alcatraz-agtigt, hvis De forstår.

Under indskrivningen var der en dreng, som græd og på den måde kastede skam over dagen. Han hed Frank. Senere kom en dreng, der hed Dan, fra Åbyhøj.

Vi stillede op på række før hver time. 1. a, 1. b., 2. a og så fremdeles. Dan stod bagved mig i geleddet og skubbede til min taske. Jeg sagde »la’ vær«, og da han gjorde det igen, pandede jeg ham én.

Jeg sagde det jo: Alcatraz.

DE MODIGSTE I NABOGELEDDET sprang ud og råbte »A får pa«, hvilket vi besvarede med »B bru’r ble!« og måske en spytklat i håb om at gårdvagten ikke opdagede det. Han hed Frandsen og slog med læderhandsker. Jeg fik selv én på hovedet efter et slagsmål med en dreng, der hed Kaj.

Inde i klassen blev der også smækket lussinger. Vi sad ved tomandsborde og bagerst sad »de store«. Tre drenge der var dumpet og skulle gå et år om.

En af dem hed Asbjørn. Han kunne binde sløjfer og hjalp mig med snørebåndene efter gymnastik. Ellers var det så som så med Asbjørns kundskaber, og skolen foretog sig ikke noget videre for at rette dem op.

DAGENS STORE ØJEBLIK havde trioen i spisefrikvarteret, når mælken kom. Vi fik både madpakke, æble og mælk, og når vi andre havde drukket vores kvarte liter, vendte vi os for at se »de store« tømme de hvide flasker. De bundede synkront på få sekunder.

I december samme år flyttede vi til Kongsvang, og jeg kom i Rosenvangskolen. Pigerne var flere og øretæverne færre, men mælken var den samme. Duks og sidemand hentede den, og når det ringede til frikvarter, bar de kassen ned mellem bordene, så at vi hver især kunne tage vores nu brune flaske med sødmælk.

De første greb efter de fire flasker i hjørnerne af kassen. »Hjørnemælk«, der hvad vi drenge vidste, havde en særlige kvalitet.

JEG SKAL ALDRIG GLEMME, den dag Niels og Carl Otto i triumf bar en kasse mælk ind og meddelte at »alle mælkene er hjørnemælk!« De havde ubevogtet nået at bytte rundt nede ved udleveringen og plyndret de andres kasser.

Men det var madrassen, vi kom fra.

JEG TOG I JYSK og fik to styk for et par tusinde dask. De har tre »komfortzoner«. Andre havde fem, og jeg spurgte den flinke pige i forretningen hvad f.. det var for noget. »Røven og skuldrene tynger ned«, forklarede hun. Sænket stemme: »Men tre zoner er nok«.

Hun viste mig derpå en topmadras til 4000 kroner, og da jeg spontant spurgte, om hun var sindssyg, svarede hun bekræftende. Men jeg måtte ikke bruge det imod hende.

Jeg har sparet 48.000 dask ved ikke at vælge blåøjet - undskyld -ternet. Måske vil jeg fyre pengene af på.. Ja! Måske på hjørnemælk! Jeg ligger komfortabelt, mens jeg lader mulighederne passere revy.

It all starts, when I sleep.

2 Responses to “Hestetern og hjørnemælk”


  1. 1 Ole Museum

    Du afprøvede vel ikke HESTENS SENG? Nå, men den er vel også forbeholdt en hest.

    Jeg undrer mig over at folk vil ofre så megen valuta på deres hest, men det er nok mig der er gammeldags.

  2. 2 admin

    Så er vi to!
    Det kan også bare være svenskerne, der er sindssyge. Godt vi slap af med Skåne, Halland og Blekinge.

Leave a Reply