Totakts-terrorister

DA JEG VAR DRENG så Verden anderledes ud (og det gjorde jeg også).
Øst og Vest havde fingrene på atomaftrækkeren, solen skinnede fra maj til september, og vi gik i skole om lørdagen.
Men vi fik fri til middag, og når luftværnssirenen blev afprøvet på slaget 12, var dens hæse tuden et signal om frihed, leg i haven, solsortefløjt og duft af nyklippet græs.
Ja. Der var Cubakrise.
Og husstandsomdeling af pjecen “Hvis krigen kommer”.
Men far købte tre-fire dåser henkogte ferskner og anden konserves, som sammen med en toiletspand i plast kunne bringe husstanden gennem et eventuelt atomragnarok.
Alt var således godt. Solen skinnede og plænerne blev klippet med håndskubbere, hvis hyggelige klapren understregede idyllen.

ATOMTRUSLEN fra de glade 60′ere er fortid, og børn skal ikke længere gå i skole om lørdagen.
Til gengæld har parcelhusdanmark fået Briggs & Stratton-syndrom.
Mit valg af liggestol og bog tages af kvarteret som signal til motoriseret græsslåning, og sælsomme akustiske forhold samler larmen fra alle maskinerne i en knude lige over mit hoved. Når den ene totakts-terrorist er færdig, går den næste i gang. En enkelt har havetraktor, hvis motorstøj skærer ubesværet gennem termoruder og hulmursisolering, de andre sjokker fortinnet frem og tilbage, frem og tilbage, som var de statister i “Night of the Living Deads”.

JEG GLÆDER MIG til den dag, da alle får råd til en af de selvkørende, lydløse plæne-skildpadder.
Indtil da - et par forslag til de græsslående husfædre:
Skift til el.
Eller til håndskubber, sådan som vi gør hjemme hos os. Der er intet så dejligt, som at sidde i liggestolen med bogen, mens knægten klaprer rundt med den gamle Ginge.
Det er næsten som i de glade 60′ere.

1 Response to “Totakts-terrorister”


  1. 1 Peter Høvring

    Martin
    Den er altså sjov, den historie.
    Som haveejer i en villakvarter med ambitioner og nogenlunde jævnaldrende med dig, kan jeg ikke være mere enig.

    /peter

Leave a Reply