Tema, teori og tåbelighed

FAGBLADET JOURNALISTEN HAR VIST, hvordan de regionale aviser forsømmer at benytte den flugtvej, de selv har afstukket ud af års elendighed:
Brug mere Net og stof fra hinanden - især det landsdækkende.
Vejen blåstemples af en medieforsker, og det kan undre, at ingen bladudgiver har sat en forsker i chefredaktørstolen, da disse avisteoretikere hyppigt påpeger, hvad der skal til.  Tilbageblik på de redaktionelle dispositioner viser til gengæld en kavalkade af misgreb fra det øjeblik, oplagene begyndte at falde.
Den aktuelle krise og de uomgængelige indgreb skyldes et dyk i annonceindtægterne, men i det lange løb lever man af sit oplag, og det vakte med rette bekymring på de lokale og regionale aviser, da års stigning i begyndelsen af 80’erne afløstes af fald.

Hvordan skulle man overbevise
læserne om, at en daglig avis er en nødvendig og værdifuld vare?
Sådan lød udfordringen, og udgivere og redaktører fandt et svar:
”Vi forærer den væk”!
Læserne løb slalom mellem tilbuddene, så aviserne blev ramt på såvel oplag som økonomi.
Med hastige bevægelser begyndte man at  beskære bladtræerne, men da fukssvansene fortrinsvis blev ført mod grene, hvor der sad typografer til pynt, tjente aviserne stadig penge trods fortsat oplagsfald.
Fusioner forsøgtes. En af de mere markante beskrives bedst som følger:
En jysk forretningsmand vil sætte en konkurrent ud af spillet og betaler et par knægte for at skære offerets pulsåre over. Imidlertid beslutter en københavnsk tante at redde og adoptere den blødende mand. Hun kommanderer sin sunde, raske og jyske tjener frem, skærer – i øvrigt uden at kontrollere blodtype - hans pulsåre over og presser den mod den sårede mands i et forsøg på at give blodtransfusion.
Resultat: Begge styrtbløder, og tanten må betale den ene lægeregning efter den anden.

Udgiverne savede videre og beskar nu også grene med journalister og fotografer. Træerne mistede faconen, og mismod bredte sig, indtil mændene med de islandske sweatre og kædesavene dukkede op og lo af de danske fukssvanse:
”I skal sgu’ da ikke save i grenene. Sav i stammen!”
Gratisaviser til en pris af en million koner pr. dag pr. titel og accelererende oplagsfald hos de betalte, hvis stykpris måtte hæves.
Man pakker fisk i brugte aviser, og nogle lokalaviser har nu en kilopris på 125-130 kroner.
Indpakningen er blevet dyrere end fisken!
Mens savene saver, og oplagene falder.

I takt med nedskæringerne, underkaster flere dagblade sig et tema-tyranni uden sidestykke.
En enkelt journalist med Berlinger, pc og en fast ekspert i røret kan uden at forlade sit skrivebord fylde et opslag med tekst om snart sagt hvad som helst og garnere med grafikker, skemaer og arkivfotos.
At vente den voldsomme læserinteresse er nok at trække rigeligt store veksler i hvert fald på folk i provinsen, men de hårdest beskårne aviser har intet valg. Bemandingen rækker ikke længere til rigtig journalistik.  Sine få nyheder henter man i byrådssalen eller hos politiet, hvor de er nemme at få og kan trække pæne rubrikker mellem temaerne.
Er løsningen så Net og genbrug i stedet for lokalt ingenting – i ”Journalisten” illustreret med bønder og dummernakker og en analyse af fire avisers evne til at fravælge det lokale?
Fyn ligger i bunden, så Nordjyske, så Vestkysten og i toppen Århus.
Hvis en avisteoretiker ville kaste et blik på de kontrollerede oplagstal, ville han/hun se følgende udvikling fra 1. Halvår 2006 til 2. Halvår 2008:
Fyn minus 12, Nordjyske minus 13, Jyske Vestkysten minus 26, Århus minus 46 procent. Altså oplagsfald, der peger i stik modsat retning af forskernes og det i Journalisten beskrevne succes-kriterium!


Hvad skal der så til?
Jeg postulerer ikke, at alle temaer er dumme, at man skrotter Nettet eller det landsdækkende kvalitetsstof, men:
Journalister/fotografer skal – dag, aften, weekend - ud, hvor folk mødes, og de skal være synlige!
Folk skal se at ”avisen er her. Den interesserer sig for, hvad vi laver”.
For hver historie – stor eller lille – man henter på den vis, får man mindst én ny med hjem. Sager, der udspringer af læsernes interesser og ikke af en statistik på Nettet.
Arbejdstiden skal lægges til rette efter opgaverne. Ikke omvendt.
Jo mere selvstyre man giver medarbejderne (før bemandingen er skrumpet så meget, at redaktørerne bare skubber ansvaret fra sig) desto bedre.
Nogle aviser lader sig måske stadig redde, hvis de vil droppe tema, teori og tåbelighed til fordel for sund fornuft.

3 Responses to “Tema, teori og tåbelighed”


  1. 1 Eva Lyng Johansen

    Hej Martin,
    Jeg synes, at du har ret i din lille analyse, og det kunne virkelig være dejligt, hvis avisbranchens nedgangstider snart blev vendt…

  2. 2 admin

    Tak skal du have! Så længe, der er liv, er der håb. Stay tuned…

  3. 3 Vivian

    Kære Martin,
    Respekt. Og ja, det er lige godt underligt, at det foreløbigt ikke er lykkedes en medieforsker at erobre en chefredaktørstol. Måske ville det faktisk hjælpe, hvis det skete…..For nu kan det da snart ikke blive meget værre, tænker man igen og igen. Der findes faktisk utallige teorier, der rummer masser af sund fornuft, men mangler at blive sat i denne, rette kontekst: “Der er intet så praktisk, som en god teori”. Praksis uden teori er lige så skidt som teori uden praksis… og det er måske derfor, det går sådan af h-til i avisbranchen!
    Nå - men fortsat dejlig lørdag… og skriv igen:-)
    Kh

Leave a Reply